Duckwitz

Den 28. september 1943 fortalte Hitlers højre hånd i Danmark den rigsbefuldmægtigede Werner Best til sin højre hånd, den tyske skibsfartsattache G F Duckwitz, at aktionen, hvor jøderne skulle interneres, skulle finde sted mellem den 1. og 2. oktober.

Datoen var utvivlsomt valgt ud fra, at det var en fredag aften som for jøderne er shabbat og samtidigt var det Rosh Hashanah, jødisk nytår. Dermed kunne man forvente at jøderne ville være hjemme om aftenen og dermed relativt nemme at samle op.

G. F Duckwitz var absolut ikke tilhænger af Hitler. Faktisk var han, uden at blive opdaget, lidt involveret i attentatet mod Hitler i 1944.

G. F Duckwitz valgte helt enkelt at lække informationen til formanden for socialdemokratiet Hans Hedtoft.  Hans Hedtoft informerede kongehuset og beskeden gik videre til den danske modstandsbevægelse og til det jødiske samfund. 

Herfra gik det stærkt med at informere jøderne bredt, om den kommende fare.

Overrabbiner Marcus Melchior sagde direkte i sin tale i synagogen ved Rosh Hashanah den 29. september, at han måtte råde alle jøder til at holde sig borte fra hjemmet og i stedet omgående søge i skjul, og videre til Sverige.

G. F Duckwitz rejste på eget initiativ til Stockholm, hvor han fik foretræde for statsminister Per Albin Hansson. Der fik Duckwitz underhåndsaccept fra Sverige om, at man dér ville give de danske jøder opholdstilladelse.

Duckwitz boede under krigen, og igen senere, da han fra 1955 til 1958 var Vesttysklands ambassadør i Danmark, i Frieboeshvile i Lyngby, hvor byhistorisk samling for Lyngby Tårbæk kommune i dag har hjemme, og hvor der sidder en mindeplade for G.F. Duckwitz.

Sent i september 1943 var tysk politi allerede ankommet til Danmark, lige som de transportskibe der skulle transportere de ca. 7.000 danske jøder til Tyskland, allerede lå klar i havnen.

Den 1. oktober sendte den danske konge en meddelelse til den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, hvor kongen beskrev, at han var blevet gjort bekendt med, at man fra tysk side snart ville tage yderligere ”skridt” imod de danske jøder. 

Kongen advarede om konsekvenserne for det fremtidige forhold mellem Danmark og Tyskland, hvis der blev indført særforanstaltninger imod en gruppe mennesker, der i mere end 100 år havde nydt fulde borgerlige rettigheder i Danmark.

Takket være de tidlige advarsler og en meget kort reaktionstid fra de danske jøders side, sammen med stor folkelig opbakning om hjælp til at flygte, kom langt de fleste danske jøder ud af landet.

Omkring 450 danske jøder, eller ca. 7 % af de danske jøder kom ikke i sikkerhed. De blev fanget og sat på skibene i Københavns Havn.

Formentlig grundet dansk pres og ”samarbejdspolitikken”, blev de danske jøder dog behandlet ganske meget bedre end jøderne i andre lande. De blev ikke sendt til tilintetgørelseslejre men forblev i Theresienstadt i det gamle Tjekkoslovakiet. Theresienstadt havde f.eks. ikke gaskamre.

Jøderne fik også dér hjælp fra Dansk Røde Kors i form af hjælpepakker, og ”blot” 51 jøder, hovedsageligt ældre og syge, overlevede ikke Theresienstadt. Blandt de tilfangetagne var bla.a ca. 30 jøder fra det jødiske plejehjem i København, heraf en kvinde på 102 år, som blev sendt til Theresienstadt.

De ca. 400 tilbageværende blev overbragt til grev Folke Bernadotte fra Svensk Røde Kors og fragtet i sikkerhed i Danmark.

----------------------

Afsnit ra bogen KRIGSKORRESPONDANCE